Dorothea Orem blev uddannet sygeplejerske i 1930 fra Providence Hospital School of Nursing, Washington og tog senere en bachelor- og mastergrad i sygeplejevidenskab.
Orem udgav i 1971 sin bog om egenomsorg "Nursing: Concepts of Practice" og har med yderligere udgaver gennem årene uddybet teorien.
Orems teori kan karakteriseres som en behovsteori, hvor en behovsvurdering danner grundlag for planlægning af sygepleje til en konkret patient. Orem understreger at enhver vurdering af et plejebehov skal efterprøves ved dialog med patienten, dennes familie og andre sundhedsprofessionelle. Derefter kan sygeplejersken planlægge plejen og i udførelsesfasen fokusere på at hjælpe patienten til at kompensere for egenomsorgsbegrænsninger ved at støtte og styrke patientens egne ressourcer og forebygge nye begrænsninger.
Sygeplejersken skal lede, kontrollere og evaluere alle aspekter af sygeplejprocessen og sikre at sygeplejeprocessen er effektiv og dynamisk.
Orems teori har haft en stor betydning for sygeplejetænkningen og den anvendes i stor udstrækning i Norden, Storbritannien og flere andre lande.
Orem er påvirket af mange af samtidens sygeplejeteoretikere, eksempelvis af Virginia Hendersons sygeplejetænkning om de grundlæggende menneskelige behov og sygeplejerskens særlige funktionsområder. Desuden kan nævnes Florence Nightingale, Hildegard Peplau og Joyce Travelbee. Orems filosofiske grundlag er bl.a. udviklet på baggrund af filosoffen Kurt Lewin (1890-1947).
Referencer:
Fawcett J. Contemporary Nursing Knowledge. Analysis and Evaluation of Nursing Models and Theories. Philadelphia : F.A. Davis, 2. Edition. 2005.
Kirkevold M. (2000): Sygeplejeteorier – analyse og evaluering. Munksgaard, København.
Orem DE. Nursing: Concepts of Practice. St. Louis: Mosby. 6.ed. 2001
Tomey A.M. & Alligood M.R. (2011): Sygeplejeteoretikere: bidrag og betydning i moderne sygepleje. Munksgaard Danmark, København.