Rosemarie Parse er uddannet på Duquesne University i Pittsburgh og har en mastergrad og en Ph.d. fra University of Pittsburg. Hun er grundlægger og redaktør af tidsskriftet Nursing Science Quarterly og gennem tiden har hun haft mange anerkendte poster, eksempelvis professor og koordinator ved Center for Nursing Research på Hunter College, New York (1983-1993).
I udviklingen af sin teori om Human Becoming er Parse inspireret af den eksistentialistiske-fænomenologiske tænkning som den ses hos Heidegger, Sartre og Merleau-Ponty.
Parse anser mennesket som et intentionelt væsen, der aldrig kan ses separeret fra relationen til andre mennesker, ideer, historie og kultur. Parse fremfører 9 antagelser, der er grundlæggende præmisser for udviklingen af hendes teori. 4 af disse antagelser handler om mennesket, og 5 antagelser handler om menneskets udvikling mod sundhed. Parse mener at mennesket har sin absolutte frie vilje og er ekspert på sig selv, men har brug for viden fra sygeplejersken, for at kunne træffe sine valg i forhold til sin sundhedsproces. Det betyder, at sygeplejersken skal være kreativ og inspirerende, opmærksom og ægte tilstede i samværet. Sygeplejersken skal kunne skabe tryghed, vise muligheder, afdække det enkelte menneskes erkendelser og værdier i livet. Målet for sygeplejen er således at øge livskvaliteten for patienten.
Af Parses publikationer kan nævnes: Human Becoming School of Thoughts (1998), Hope – an International Human Becoming Perspective (1999) og Community (2003).
De ni antagelser er forsøgt oversat af Karin Munck i et kapitel i Fokus på Sygeplejen 2002.
Referencer:
Tomey A.M. & Alligood, M.R. (2011): Sygeplejeteoretikere: bidrag og betydning i moderne sygepleje. Munksgaard Danmark, København.
Kirkevold, M. (2000): Sygeplejeteorier – analyse og evaluering. Munksgaard, København.
Nedenstående referencer er henvisninger til artikler skrevet af Rosemarie R. Parse.