Virginia Henderson blev født i Kansas City, Missouri i USA, i 1897 og døde i 1996. Hun blev uddannet sygeplejerske i 1921, og tog efterfølgende en bachelor- og mastergrad. Henderson blev især kendt for sin Basic Principles of Nursing, udgivet i 1960 på anmodning af ICN og siden oversat til dansk som ”Sygeplejens Grundlæggende Principper”.
Virginia Henderson fremhæver at sygeplejens primære mål er at hjælpe den syge med at genvinde sin selvstændighed så hurtigt som muligt og i tilfælde hvor døden er uundgåelig, er en fredelig død målet.
Sygeplejerskens særegne funktion knytter Henderson til 14 funktionsområder i forhold til patientens fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov, som f.eks. at sikre at patienten kan trække vejret, at kunne kommunikere med andre ved at udtrykke følelser, behov, bekymringer, eller meninger, at arbejde på sådan en måde at det er forbundet med skaberglæde, at kunne dyrke sin tro. Hun viderefører i en forstand arven fra Florence Nightingale, men hun inddrager samtidig ny viden fra samfundsvidenskaberne og de humanistiske fag.
Hendersons sygeplejetænkning har haft stor indflydelse på uddannelsen af sygeplejersker gennem tiden og ”Sygeplejens Grundlæggende Principper” har været på de fleste litteraturlister på landets sygeplejeskoler lige siden udgivelsen.
I sin forståelse og beskrivelse af de grundlæggende menneskelige behov er Henderson bl.a. inspireret af den amerikanske psykolog Abraham Maslows (1908-1970) teori om behovspyramiden, hvor behovene er beskrevet i hierarkisk rækkefølge, prioriteret efter deres vigtighed for menneskelig overlevelse. Desuden har Henderson hentet inspiration ud fra egne sygeplejeerfaringer og Ida Orlandos ideer om sygepleje baseret på sygeplejeprocessen.
Referencer:
Henderson V. (2002): Sygeplejens grundlæggende principper. København: Dansk Sygeplejeråd.
Tomey A.M. & Alligood, M.R. (2011): Sygeplejeteoretikere: bidrag og betydning i moderne sygepleje. Munksgaard Danmark, København.
Kirkevold, M. (2000): Sygeplejeteorier – analyse og evaluering. Munksgaard, København.